Mck Ventoux
Formandens Beretning 2025
af Henrik, formand
Året der gik
Et tilbageblik på cykelverdenen 2025 viser storslåede præstationer for både hold og enkeltpersoner. På den store scene er det igen UAE Emirates, der dominerer. I skrivende stund har holdet høstet 99 sejre på World Touren, hvilket er et beskedent forspring til nummer to på ranglisten, Soudal - Quick Step der med 56 sejre er “best of the rest”. Lidl - Trek, 46 og Team Visma - Lease a Bike, 44 følger efter. Tadej Pogacar er med 17 sejre suveræn hos mændene, men overgås dog af Lorena Wiebers, der med 19 sejre stråler blandt kvinderne. (Mads Pedersen er bedste dansker med 7 sejre.)
Selvom vi måbende er vidner til de imponerende præstationer og rivaliseringer, der udfolder sig for vores blikke i disse år, er kannibalisme tidligere set i sporten. Eddy Merckx sejrede hele 33 gange i 1972. Tag den Tadej.
På den - kun lidt - mindre scene har vi vores egne stjerneryttere og -hold. Alderen til trods, udkæmpes der stadig drabelige kampe på de nærliggende landeveje, hvor forudsigeligheden af resultatet er meget lig skuespillet på den “Store Scene”. Stiller Tadej / Jens F op til start kæmper vandbærerne om de sekundære placeringer. Pyt - en god bog tåler jo også at blive genlæst.
Det kan virke som om Tures fysik er i omvendt forfald. Han bliver stærkere og stærkere, og har gennem året vist skræmmende styrke og udholdenhed. Misundelse er ikke en del af mit liv - beundring er til gengæld. Kæft hvor er han stærk.
Holdkonkurrencerne i vores klub er modsat singlepræstationerne vidnesbyrd om hvorledes styrke, ihærdighed og spidsfindige regelsæt skaber spænding om udfald. Stor ros til løbsleder Ole K, der med utroligt indblik og fingerspitzengefühl kender enhvers rytters momentale formåen. F.eks imponerende at vi år efter år ved Partidskørslen, efter handicap beregning, ender så tidsmæssigt tæt på hinanden.
Det er ikke kun passion og kærlighed til sporten, vi deler med de profesionelle ryttere. Desværre er det også risikoen. Vi har alle på TV set en løssluppen hund skabe kaos i feltet. Samme helt uundgåelige scenarie ramte Ture meget alvorligt.
Vi håber, Ture snart er hel igen på krop og sjæl. Også han er nemlig en del af den meget dedikerede kernegruppe af ryttere der oftest deltager i fællestræningen hverdage og weekend. Gruppen er rygraden og dna’et i klubben og uhyre vigtige for klubben. Tak for jer. (Jeg vil selv stræbe efter at opnå anerkendelse på samme grundlag, men realistisk sker det nok ikke før også jeg kommer statens lønningsliste)
Sensommerens store løb VM og Stjerneløb har - som andre klubløb - gennem de sidste år haft et vigende deltagerantal. Jeg håber på en renæssance for klubbens monumenter gennem året - måske der allerede i 2026 ses flere ryttere til start? Måske kontrakter med nye ryttere kan hjælpe os på vej?
Jeg frem til 2026 sæsonen med glæde, og håbet om mange gode timer sammen med alle.
Tak for 2025.
Henrik, Formand (Jeg er på DGO - Den Gamle Ordning - og dermed stadig formand)
Beretningen
